For snart længe siden oplevede jeg i mit arbejde som fysioterapeut, at når mennesker blev syge i kroppen, brækkede hoften, fik en blodprop i hjernen, så påvirkede det også deres psyke – følelsesmæssigt blev de kede af det, bange og vrede – tankerne løb bekymrede rundt om usikkerheden og utrygheden for fremtiden.
Konsekvenserne var smerter i kroppen, nedsat bevægelighed, tab af styrke, balance, initiativ og handlekraft, og et tab af retning i livet.
Som fysioterapeuter trænede og genoptrænede vi, det bedste vi havde lært. Vi oplevede, at når vi var sammen om træningen, fik grinet eller sunget, blev det lettere at lave øvelser og lettere at bære det svære i livet. Helt i top var det, når der var kaffe bagefter. Så var der løsnet op i kroppen, og det var lettere at samtale om personlige ting i livet. Vi var mere til stede med os selv og hinanden, og indstillet på at komme videre med livet.
Lige siden har sammenhængen imellem krop og psyke været mit omdrejningspunkt – i mit liv og arbejdsliv. Det handler om fysikken og psykens helbred og sundhed. Om at finde den røde tråd i livet, og at være i stand til at gå efter den, uanset hvad livet byder os.